Orkanens øje - selv-hypnose
Selv hypnose
Meditation og selvhypnose er for mange forbundet med asiens mystik og asketer på vanviddets rand. Men meditation og selvhypnose og et hverdagsliv går faktisk fint sammen og måske endda bedre end tidligere.
Hvordan klarer vi vores dagligdag?
De fleste af os lever et hektisk liv og forsøger at gøre det bedste vi kan på alle områder af vores liv. Der er familie, venner, karriere og interesser. Og hvor er man selv i alt det? Vi bliver hevet i fra mange kanter og vi bliver afkrævet meninger og holdninger til alt omkring os. Vores verden og det vi skal tage stilling til er eksploderet i omfang og intensitet. Det er meget nemt at miste sin orientering og sin følelse af mening.
Det er sjældent vi har lange rolige dage, som bare flyder, hvor alt giver os en følelse af tilfredshed, opfyldthed og mening. Er det meningen, at det skal være sådan? Er det måske muligt at finde et åndehul, hvor vi kan trække vejret og indånde os selv til fulde og nyde det liv vi har?
Hvor befinder du dig?
Vi står for det meste ude i orkanen. Derude hvor vinden hyler og er stærkest. Der, hvor vi let ramler omkuld og bliver revet med vinden på dens forgodtbefindende.
Der findes et andet sted at befinde sig. Der findes et sted indeni os, som giver os roen og muligheden for at orientere os igen. Vi har mulighed for at finde ind til centrum af orkanen, ind i orkanens øje. I forhold til en rigtig orkan, hvor vi bare må vente til den bevæger sig væk, så kan vi bevidst bevæge os ind i centrum.
I orkanens øje
Det er den mulighed meditation og selvhypnose giver os. I orkanens øje kan vi med ro og overblik overskue tingene ude omkring os. Vi bliver ikke revet med og mister muligheden for at ændre tingene. I orkanens øje kan vi finde vores retning igen og vores bestemmelsessted.
Meditation og selvhypnose er en mulighed for at stilne tankerne og stoppe hvirvlerne af kaos og uro. Og hvor man måske tænker på meditation og selvhypnose som afslapning eller rent spild af tid, så giver det os faktisk bagefter en høj grad af aktivitet. Vi får hvilet og tanket op på samme tid og vi får endda nogle gange svarene på ting som pisker rundt indeni os for at finde sin løsning.
At rejse i sindet
At forbinde sig dagligt med sit indre, med sit eget centrum er helbredende og forebyggende. Det har en stor effekt på kroppen og sindet. Ofte vil man opleve mindre stress, bedre koncentrationsevne og større velvære.
Meditation eller selvhypnose behøver ikke være svært eller indviklet. Det kan sagtens være en kortere indadvendt periode, hvor man fokuserer på ens indre ro.
En metode
En simpel og effektiv måde at meditere på eller udføre selvhypnose på, kan være at starte med at fokusere på åndedrættet. Tag en dyb indånding og tæl til 5 undervejs. Dernæst hold vejret, mens du tæller til 20 og ånd langsomt ud mens du tæller til 10. Gør det 10 gange og send din opmærksomhed ind i dit indre til et punkt, hvor du fornemmer der er ro og fred. Bliv der så længe det er dig muligt.
Skulle dine tanker begynde at dukke op, så vender du blidt tilbage til dit center og kan evt. tage endnu et par dybe indåndinger. Når du gerne vil vende tilbage igen, så stræk kroppen og bevæg indtil du føler dig helt klar og udadvendt.
Hvis man er så stresset, at bare det at sætte sig ned, giver stress, så er det en god idé at skrive det ned, som man mener, man skal nå bagefter og ikke må glemme. På den måde viser du dig selv, at du vender tilbage til dine opgaver bagefter og intet bliver glemt.
Bare rolig dine tanker skal nok være der bagefter – du mister ikke noget, som du ikke kan undvære. Tværtimod vil du med øvelse og med tiden mærke, hvor meget mere du får af bare 10 minutters daglig meditation og selvhypnose.
Så næste gang du vil ud at rejse,
hvad så med at rejse med sindet – til orkanens øje…
Annleah Ulvenberg ©2004
Kontakt
Du kan altid kontakte mig her:
Master Hypnoterapeut Afspændingspædagog, dap
Ann Ulvenberg
Lundegårdsvej 1
4720 Præstø
Telefon: 60655040